
YOUNG DOCS 2011
I foråret 2011 udvalgte dokumentaristerne Kasper Torsting (bl.a. Solo, Rocket Brothers) og Pernille Rose Grønkjær (The Monastry, Love Addict) sammen med leder af Odense Filmværksted, Jane Roneklint, blandt mange indsendte forslag fire projekter til YOUNG DOCS 2011.
Umiddelbart efter udvælgelsen blev holdene sat i gang med produktionsprocessen, der strakte sig over en måneds tid og kulminerede i en intensiv påskeuge på Odense Filmværksted, hvor de fire hold klippede deres film færdige.
YOUNG DOCS 2011 blev afsluttet med et gallashow lørdag den 7. maj på Magasinet i Odense. Her så et begejstret publikum de fire færdige film,
Sejle I Modvind af Louis Gretlund og Frederik Lauridsen, Til Far af Mathias Broe, Vores Englebarn af Malthe Gaarden og Cecilia Weiland Mathiasen og Verdens lykkeligste folk? af Inaam Abou-Kadra og Alaa Abdol-Hamid.
En ny jury med dokumentaristerne Sami Saif og Dorte Høgh Brask kårede vinderen af YOUNG DOCS 2011, der blev Mathias Broe med den selvbiografiske film Til far. Vi glæder os til at se, hvad Mathias senere hen får produceret ud af sin præmie, der bestod af et produktionslegat til Odense Filmværksted med tilhørende 10.000 kr. til
produktionsomkostninger.
YOUNG DOCS 2009
Det første forløb af YOUNG DOCS fandt sted i foråret 2009, hvor fire unge hold i alderen 15-20 år arbejdede intensivt med at producere dokumentarfilm med udgangspunkt i temaet drømme. De fire færdige film - Vågn Op! af Malthe Merrild og Rasmus Krone, Break It af Amina M. Rafik og Rukiye B. Dogan, Catch It If You Can af Ane Løvetofte og Luna Eggers Matz og Amalie og Anna - at miste uden at miste sig selv af Anna Sofie Damsgård Pedersen - havde premiere lørdag den 2. maj, hvor en jury bestående af dokumentaristerne Michael Noer og Kasper Torsting samt leder af Odense Filmværksted også kårede en vinder af konkurrencen: Amalie og Anna - at miste uden at miste sig selv. Holdet bag filmen - Anna Sofie Damsgård Pedersen, Sofie Amalie Weeke Hervit, Ann-Katrine Faaborg og Amalie T. Basse - modtog en præmie bestående af et produktionslegat til Odense Filmværksted samt 10.000 kr. til dækning af produktionsudgifter.
Efterfølgende blev alle fire film vist på OFF09, desuden har TV2Fyn vist vinderfilmen. Tre af filmene deltog på OREGON filmfestival i 2009, hvor Vågn Op! vandt prisen for bedste dokumentar, og Amalie og Anna - at miste uden at miste sig selv vandt publikumsprisen. |